Brokkehjørnet

Den gode:

Jeg tog min metalliske 2 hjulede ven som giver mig motion som transport til uddannelse i dag.

En udfordrende og frisk tur igennem byen hvor jeg så helt nye steder.

Jeg mødte ind, indhyllet i mystikkens tågede vejr til den nye butik som lå gemt som en perle i en østers tæt ved den indre by.

Der blev jeg budt velkommen af mine overordnede, som gav mig min nye fine skjorte til at gøre mit hverv i.

Han påpegede de nyeste udfordringer på karrierens vej, for mig.

En masse mødte op for at se den nye fine butik og hjælpe til med at gøre fint til når de mange kunder ville komme.

Ved 10 tiden blev vi alle trakteret med et måltid, fordi vi var noget specielt.

Der var Friskbrygget varm kaffe hvis duft mindede en, om de eksotiske lande som Brasilien.

Derefter fortsatte de mange udfordringer som var at re-arrangere diverse artikler så de præsenterede sig på bedst mulig måde og vækkede købelyst hos vores snarest besøgende gæster.

Derefter skulle der smukseres yderligere så det hele var indbydende.

Under hele dagen blev vi tilbudt friske drikkevarer, som alle kunne tage af.

Dagens sidste dont var at sætte nogle muskelopbyggende kasser rigtigt på en hylde, da man havde indset en langt bedre metode at nå dem.

Den onde:

Jeg tog min rustne cykel som er det eneste jeg har råd til, på arbejde i dag.

En hård køretur op ad bakke i myldretiden, hvor jeg for vild.

Jeg troppede op, i en tåge hvor man ikke kunne se en hånd for sig, hos den nye slavedriver som ikke var til at finde, ved centrum.

Min chef hilste, og fandt mig den nye fængsels skjorte til at slide i.

Han viste mig dagens opgaver.

Der var alt for mange sat på og vi faldt nærmest over hinanden i forsøget på at knokle os klar til forbruger helvedet.

10..ish blev vi fodret med det hundeæde der var budget til… og kun fordi cheferne var der.

Der var lavet skoldende hed mokka, og stanken fik mig til at tænke på alle de gange jeg har knoklet som bønderne i Brasilien.

Derefter genoptog vi de uendelige opgaver som var at sætte alle de varer op igen som ikke stod rigtigt, så de ikke formede huller i udvalget og at de lemminger til kunder vi har købte mere.

Derefter skulle der ryddes op, så det ikke lignede en svinesti.

Gennem døgnet blev vi givet mere koffeinholdige drikke så vi ikke brændte ud, men kunne slave videre.

Det sidste slaveri denne dag bestod i at flytte tunge kasser rundt på en meters plads på lageret fordi den ene idiot ikke vidste hvad den anden havde sagt.

Sådanne lyder overskriften på en af artiklerne på DR’s hjemmeside D. 7/6

Efterfølgende kommer en beskrivelse af hvordan de spor der har været nu er væk og at de derfor ikke kan dømmes og nu bliver sat fri igen. Nogle af de politiske partier råber op om at det ikke kan være rigtigt men ud over det sker der intet. Sig mig er i gået fra forstanden?! farlige, kidnappere, eventuelle mordere, tyve og frihedsberøvere skal nu bare hjem efter kost og logi ombord på et dansk krigsskib? Hvad i alverden er det lige vi har gang i omkring havet ud for Somalias kyster, når vi ikke engang kan stille noget op med de få pirater vi nu får fanget? Vi snakker individer af værste skuffe med så lidt morale at de dårligt kan kaldes mennesker. Ikke den romantiserede, drømmeverden af pirater Disney har bygget, over 4 film hvor pirater blot er nogle ballademagere i samme boldgade som Knold og Tot. Men koldblodige, psykopater der ikke skyr nogen midler for at få en lille million mere fra hr. og fru. Danmark når nogen skulle være så dumdristige at sejle forbi som det skete for ikke så længe siden. I sin tid hang man pirater. Var det eventuelt ikke en idé at genoptage? siden Somalia ikke har en egentlig regering, kan det vel dårligt være imod den at genindføre dødsstraf for pirateri igen.

16 April, dagen hvor selve museet Graceland Randers åbnede, det skulle ses! Jeg er selv Elvis fan, givetvis ikke verdens største men dog fan.

Jeg og to venner ankom omkring 13:30 Vi så staks en kopi af porten til det oprindelige Graceland også prydede denne kopi. Der blev taget billeder, det her var jo stort. Vi går op mod huset, hvor højtalere sat overalt i plænen, byder velkommen med Elvis der synger sine bedste hits. Herligt, der er ingen tvivl vi er på besøg hos kongen af rock. Efter at have set den omfattende butik, og have købt billet går vi ned af trappen hvor museet er.

Dernede er en mini biograf, en sofagruppe ved siden af et klaver, som en af gæsterne spørg en fastansat til. “Jeg ved ikke om det var hans men han har i hvert fald spillet på det” lyder svaret. (Det tror jeg nu også at jeg med min viden om Elvis kunne have regnet ud.) Og ellers et hav af artefakter fra manden selv. Nøj! men her slutter det imponerende så også. Flere af billederne, som er sat op med den slags modellervoksagtig hæftemasse man bruger til plakater, er faldet ned, og hviler mod glasmontren der beskytter dem mod pilfingre.

Nå ja, det kan man måske leve med, de kommer jo nok op igen snart når Holdet bag opdager problemet. Efter at have læst de forskellige platter der beskriver tingene går vi op igen. Op ad trappen passere vi en radiovært fra Radio Alfa der idet vi går forbi, fortæller lytterne at det vrimler med mennesker og at åbningen dermed er blevet en succes. Vi går ovenpå i hvad der minder om et koncert lokale. Der er en tom scene og en mase tomme stole. derudover er der kæde for trappen så man ikke kan komme længere op. Vi kikker på hinanden… “Var det, det?!” udbryder den første så. jeg må indrømme at jeg selv er ret skuffet. Museet var da fint, men man havde en idé om at hjemmet var indrettet som det originale, og at man kunne gå rundt og se de forskellige rum og hvordan legenden Elvis Presley boede. Men nej vi havde set hvad der var nu. skuffede går vi ned mod restauranten for at se om vi i det mindste kan se et menukort, og se hvad der tilbydes. Heller ikke her går det godt. Der er stuvende fuldt af mennesker, og det ser ikke ud til at der er plads indenfor den næste time. Graceland holdet har klart undervurderet populariteten af stedet. Vi forlader huset, og på vej væk snakker vi om de mange sprog og accenter vi hørte hos andre fans. I det mindste kan vi glæde os over at vi ikke er kommet fra Sverige, Tyskland eller noget helt tredje for at se Graceland Randers.
Da jeg først hørte at de skulle bygge stedet, glædede jeg mig en del. Jeg har ikke penge til at tage over og se det rigtige, så en kopi måtte være lige så godt. Efter at have glædet mig længe får jeg lige før åbningen af museet, læst at der er blevet lagt sag an mod stedet, for at have taget navnet “Graceland”. Sagsøgerne mente ikke at man kan tillade sig at tage navnet. Jeg blev sgu harm da jeg hørte de havde sagsøgt Manden bag, og tænkte “Hvad laver I?!” Nu var det endelig lykkedes og åbnede snart, og så skulle nogen lige stikke en kæp i hjulet på projektet. Men efter at have set stedet må jeg give sagsøgerne ret. De burde ikke have lov til at kalde sig Graceland. Da den bygning måske symbolisere den originale, men langt fra er tæt på at være den. Må jeg foreslå Disgraceland i stedet? for man skal godt nok være inkarneret fan for ikke at blive slemt skuffet. Man kan med tingene fra butikken  møblere hele sit hus med Elvis, men Elvises hus er ikke møbleret.

Efter en kortere periode, (2 uger for at være eksakt) ved praktik i Fætter BR har jeg fundet ud af at stedet ikke er så gloriøst et sted, som min barndoms forventninger. Jeg mødte op og blev prompte sat til at rette hylder af (at rykke varen ud til kanten så det ser pænt og præsentabelt ud)

”Fair nok bos, er i gang.” Derefter skulle der lige noteres priser hvor de manglede. ”Tjek!”

Hente nye varer fra lager. ”Javel!” Sættes nye varer på lager. ”As you wish!” Smides overskuds pap ud. ”Ja da!” “har du gjort alt det?”

“Yessssir!”

“godt så kan du lige støvsuge og så begynder du ellers bare forfra”

Ahva? Ja sådan er det jo, praktikanten bliver sat til alt det kedelige alt det de fastansatte ikke gider lave og alt det som man nu ellers kommer i tanke om det er længe siden der er blevet gjort. Det er da også fair nok… I et par dage men når det så fortsætter uden ændring, eller anden form for adspredelse, så er det ikke ligefrem et tillokkende job.

Hvorfor er det egentlig at praktikanten skal alt det kedelige? Ville det ikke være en fordel at sætte dem til noget af det sjove også så de eventuelt bliver mere tændt på at ville arbejde der? Nu er det ikke fordi at jeg regner med at de andre der arbejder der på stedet har det 80% sjovere, men det her minder mest om samlebånds arbejde.

Al respekt til dem der har sådan et job, det er bare ikke mig jeg skal stimuleres noget mere jeg har brug for at tænke, ikke bare slukke hjernen og gentage samme handling om og om igen. BR’s grundlov §2 er: ”Vi skal have det sjovt” okay, hvornår begynder det? For indtil videre kunne jeg opnå selvsamme stimulans ved et hvert andet firma.

Man skal i jobansøgninger pynte så meget på sig selv som muligt over i retningen af at lyve sig bedre end man er.

Problemet er at det samme gør de forskellige firmaer og butikker. De glorificere deres arbejde og arbejdsplads til et niveau de ikke kan leve op til. Og hvad får vi ud af det? Et forhold baseret på gensidig løgn, og disrespekt og som enhver parterapeut ville sige ”Det kan ingen være tjent med” Hvorfor så ikke ligge kortene på bordet.

”Jeg vil gerne i gang, og jeg lægger vægt på alsidighed er det noget jeg kan finde hos jer?”

Jeg må være ærlig og sige at hvis de 2 uger repræsentere de næste 2 års elevtid så vil jeg respektfuldt takke nej. Det var sjovt i en tid men det blev MEGET hurtigt gammelt. Tilsæt så lyden af barneskrål fra alle de gange et barn ikke får det stykke legetøj de nu lige havde drømt om blev deres, lyden af reklamer fra 3-4 forskellige tv’er og lyden af mekaniske ting med melodier og biiip lyde, og så er det definitivt. Tak men oprydning af legetøj og barneskrål vil jeg så i stedet have til gode til når jeg engang har formeret mig. For lige nu, der vil jeg noget andet.

Hurra jeg er student, HF er slut. Jeg har overlevet på SU, det var svært, men det lykkedes. Systemet virker! Og dog. Fra august er det på HGS og SU igen. Det efterlader min juli måned uden indtægt. Men pyt, kommunen må da kunne hjælpe ikke? Nej! Det begyndte mandag d.28/6 med at jeg gik ind på rådhuset i Århus, hvor jeg pænt spurgte om kontanthjælp. De henviste mig så til Servicecenter Vest et stykke udenfor byen. Da jeg kom derud var der lukket, men en sikkerhedsvagt kunne fortælle at de i øvrigt ikke kunne hjælpe med andet end enkeltsager og at jeg skulle på jobcenteret tilbage i Århus midtby. Jeg tog så dertil for at få af vide at de nu lige var lukket og at jeg må komme igen dagen efter.

Tirsdag morgen d.29/6 kom jeg så ind og fik af vide at jeg stod i det der hed ’ubrudt uddannelse’ og at jeg derfor ikke var berettiget til kontanthjælp. Men de kunne sende mig videre til bygningen overfor hvor den endelige stillings-tagen så skulle finde sted. Der gik jeg så over for at få endnu et afslag. Jeg fik af vide at der intet var at gøre og at jeg bare måtte klare mig den måned. Jeg kunne dog tage videre og søge hjælp til husleje på mit lokalcenter. Af sted til lokalcenter vest igen. Her fik jeg så af vide at de intet hverken kunne eller ville gøre for mig og at jeg enten måtte finde et job, eller høre banken om at låne penge. Noget nedslået gik jeg hjem og googlede ’ubrudt uddannelse’. Her fandt jeg da også hurtigt andre, i samme situation. På forskellige forums, kunne jeg læse mig til at have krav på penge, såfremt jeg ikke har nogen opsparing. Hvilket jeg ikke har. Jeg står jo som falliterklæret mand. Jeg ringede så til kommunen, for at høre nærmere. De vil gerne have mig ned på jobcentret igen, for at tale med en vejleder. Så af sted tog jeg, for igen at få af vide at de er lukket resten af dagen, på trods af at jeg begge dage har været der indenfor åbningstiden.

Jeg kom så igen dagen efter, (onsdag d.30/6) fik samme smøre, på trods af at jeg nu har hørt om andre der ellers har fået penge denne ene måned. Det kan de ikke rigtigt forklare og sender mig igen over på den anden side af gaden. Her får jeg også samme historie og får så til sidst af vide at jeg eventuelt kan klage, men lige meget hvad ser jeg aldrig en krone i juli måned 2010. Tak system, mange tak, 3 dage af mit liv brugt på at føle mig som Asterix i det skøre hus på jagt efter attest 117, uden nogensinde at nærme mig den. Om jeg har penge til husleje og mad er kommunen ligeglad med, men en narkoman eller drankere kan sagtens få hjælp og tilskud. Jeg kommer til at tænke på reklamen, hvor skats logo er blevet ændret til ’skævt’.

For en gangs skyld vil jeg ikke brokke mig, men nærmere komme med et forslag.

Som det er i dag har vi ordet ‘racist’ som skal dække over både had af andre racer og andre religioner. Hvad med at indføre ordet religionist. Det skal så dække over had til religioner og ikke racer. På den måde er det lynhurtigt delt op hvad det er en person ikke kan li ved en anden, om vi snakker race eller religion. Jeg vil da mene, at der er en markant forskel.

Jeg vil indlede med at sige at jeg har et meget anstrengt forhold til folk der tigger på gaden.

Når de sidder på hjørnerne med et lille skilt der på gebrokkent dansk og/eller svensk beretter om deres elendige liv føler jeg ikke nogen dårlig samvittighed ved blot at passere dem.

Når de så direkte går hen til mig på gaden for at tigge penge bliver jeg så småt irriteret. Men når de begynder at gå ind på cafeer, restauranter, pubber eller tilsvarende så bliver jeg decideret vred. Sidstnævnte stødte jeg på for ikke så forfærdeligt længe siden.

Jeg var i København og havde vandret byen tynd hele dagen fra museum til museum, med dem jeg har billedkunst med. Da jeg så beslutter mig for at få et krus øl på en pub før jeg igen vender snuden hjemad, kommer der én ind til mig, helt op til barstolen, med et lille skilt hvorpå der står, manden er døv og samtidigt udspørger om hvorvidt jeg kan hjælpe ham til dagen og vejen med en skilling. Jeg havde på daværende tidspunkt bugt mine sidste kontanter på den før omtalte øl, og havde nu kun et dankort. Jeg måtte pænt gestikulere at jeg ikke kunne hjælpe ham og derefter forlod han stedet. Ingen andre skulle lige chikaneres undervejs på hans færd, han skulle kun lige op til den formodede turist og se om ikke man kan tigge lidt penge der og så ud igen. Det var nok der jeg for alvor kogte over. Enhver kan udrette et eller andet. En eller anden formodet service for et andet individ der kan være penge værd.

Om man som fattig/hjemløs sælger hus forbi, spiller på et instrument, sælger blomster eller uldtrøjer er ligegyldigt jeg vil tusind gange hellere give penge til de mennesker, for så er der ikke længere tale om tiggeri, men i stedet en handel. Jeg køber som regel Hus Forbi hvis jeg har en tyver på mig når jeg støder på en sælger, for det er en fair handel. Inklusiv at personen der sælger avisen faktisk gør noget for sine penge manden arbejder faktisk for føden. de sætter sig ikke bare i et hjørne med en fremstrakt arm eller kop og venter på at verden punger ud de står faktisk og sælger en vare. Jeg har også flere gange givet penge til folk der spillede musik på gaden, forudsagt at jeg kunne lide musikken. Man køber en vare hvis man kan lide den, ellers ikke. Hvis en gut spiller på en harmonika, så det lyder som en kat der bliver trådt på, får han ikke noget af mig men han skal da stadig have respekt for at prøve. Det er noget for noget, princippet og det virker, det er sådan verden er bygget op. I sidste ende køber man sig til god samvittighed ved at give tiggere penge, man kan lige så godt støtte dem der ikke bare har givet op og vil have noget for intet.

Da Jeg for nyligt skulle hjem fra min uddannelse og var på vej mod min bus i det indre Århus. Støtte jeg på ikke en ikke to men tre tiggere på 10 meter. Der alle kom direkte imod mig, med deres lille papkrus for at hive penge ud af mig, som var jeg en anden hæveautomat. Nej, ingen af dem fik penge af mig og de kunne heller ikke have fået om jeg ville, da jeg selv som studerende er ret så fattig. Men selvom jeg hver gang siger nej, pænt smiler og siger: ”desværre”. Så er det åbenbart ikke et acceptabelt svar, Jeg blev mødt med vrede og forbandelser på et sprog jeg ikke helt forstod. Som hvis jeg havde spyttet dem i ansigtet. Så fordi jeg ikke frivilligt giver mine penge væk, er jeg den onde? Det forstyrre ikke min nattesøvn, Jeg har ingen dårlig samvittighed fru posedame har du?

Når jeg af og til får forvildet mig ud, i de golde stengader og butiks labyrinter kaldet ’strøget’, og vandre igennem de (nu her til jul) flot oplyste gader. Bliver jeg adskillige gange, nød til at springe for livet (og økonomien) for ikke at blive nedlagt, af de sort påklædte, rygmærke bærende, clipboard holdene og storsmilende, Amnesti gribbe! ”Ve dig, du SU modtagende, studerende og vid at dette er vores territorium. Vi kredser over de ådsler, der knapt nok har penge til sig selv. Og når vi har udset dem der ser mest fattige ud, SÅ slår vi til” Jeg kan op til 5 gange på en strøgtur blive udset som bytte, af Amnesti International. Deres så velkendte logo med et lille lys omgivet af pigtråd, symbolisere for mig en vedvarende krig, uden noget lysende håb. Ja jeg ved godt at verden sulter, og jeg ved godt at jeg sikkert kunne give alle mine sparsomme SU penge væk og leve som de fattige i de forskellige Ulande i ren solidaritet. Men tilgiv mig, for ikke at overøse jer med de 10’ere og 20’ere jeg har tilbage, når husleje, mad og andre nødvendige forplejninger er købt. Jeg har aldrig set dem ”flyve” hen til mappedyret og angribe der. Den jakkesæts beklædte, business mappe bærende og ofte mobil snakkende gut. ”Jamen de ved jo, at de ikke får noget ud af ham” hører jeg så folk sige. Men hvorfor skal det være anderledes, fordi han HAR en ordentlig løn? Skal jeg virkelig investere i sådan en mundering, for at kunne gå i fred? Det er hele grunden til, at de af mig har fået navnet ’gribben’. Fordi de så ganske tydeligt kun går efter det bytte, der allerede ligger ned og vrider sig i SU eller kontanthjælp af anden art.

Jeg er efterhånden træt af at skulle gå bag ved, eller springe til siden for mødre, der går side om side med deres barnevogne. Og man skulle tro at det ikke var et problem i Århus midtby, hvor flere af fortovene er 5-sporede men der tog jeg fejl. Det er nemlig sådan at jo flere fortovs spor der er, jo flere nybagte mødre kan der jo gå side om side, og snakke babytøj og inkompetente fædre. Af en eller anden grund sværmer de alle omkring på gaderne, på de tidspunkter hvor jeg skal nå en bus og ender med at gå bag ved dem, i en hastighed på ca. 5 km/t. Uden mulighed for at krydse vejen, pga. tæt trafik. Eller også kan jeg få lov at springe ud på vejen, eller op ad en væg fordi de skal passere mig. ”undskyld mig, kunne det eventuelt tænkes at jeg lige kunne komme forbi?” kunne man jo så prøve at spørge men det er som om at de ikke rigtig kan høre det, enten for barneskrål eller veninde snak. Der er en slags ”Jeg er vigtig, jeg har et barn alle må vige for mig!” mentalitet over dem. Hvor min efterhånden er blevet ”Du har reproduceret, du er nu genetisk set ligegyldig for promoveringen af den menneskelige race, og FLYT DIG SÅ! ”Det er da ganske vist hyggeligt, at gå side om side med folk og snakke, men SKAL det foregå med en afkomsbeholder i størrelse tvilling, foran?